Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

17. søndag efter trinitatis

Prædikener

Politikere skynder på de unge: Bliv færdige med din uddannelse hellere i dag end i morgen.

Billede af præst med præstekrave i hænderne i naturen

Naturligvis må man søge at redde et andet menneske, operere på et sygehus og tilkalde en vagtlæge på en søndag. Der skal også stå et beredskab klar til at hjælpe mennesker i nød uanset om det er søndag eller mandag, ja uanset hvilken dag i ugen, det er.

¤

Jesu diskussion med sin samtids lovlærde fandt sted i et andet samfund, hvor der med loven i hånden blev sat hegn om helligdagen og var begrænsninger for den menneskelige aktivitet på ugens syvende dag.

Jesu budskab lød dengang som et frihedsbudskab ind i hans egen tid.

Der skulle ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved, om man måtte hjælpe en mand, som var faldet i en brønd på en sabbat, om man måtte hjælpe ham op ad den, og sabbatsbuddet skulle heller ikke tolkes sådan, at det ikke var legalt at gøre en syg mand rask bare fordi det var en helligdag.  Kærlighed til Gud og næsten går forud for den bogstavelige udlægning af loven.

¤

På Jesu tid talte man således ind i et samfund, hvor helligdagslovgivningen, blev betragtet som vigtig, og hvor det så gjaldt om at få loven sat i perspektiv i forhold til ens dagligliv.

I dag er der imidlertid brug for det stik modsatte. Vi har brug for at få givet ny legitimitet til, ja plads til helligdagen, pausen og mellemrummet i vores liv.

Vi lever nemlig i et accelerationssamfund, der har det med at køre hen over alle ståsteder og i kun ringe grad giver plads til at stoppe op i livet. Det er en samfundsform, som gør mange forpustede og som desværre rammer alt for mange med stress og depression.

Politikere skynder på de unge: Bliv færdige med din uddannelse hellere i dag end i morgen. Vi er nødt til at korte lidt her og der, så du kan komme ud og bidrage til samfundet snarest. Der presses på.

Og frihed forstås primært som muligheden af at kunne handle ind på alle tider af døgnet, hvorfor lukkeloven stort set er ophævet og folk skal på arbejde døgnet rundt.

Endelig det at have frihed sammen, fællestid, som det at have helligdage i samfundet er noget, der i stigende grad betragtes som ligegyldigt. Hvad fjernelsen af Bededag understregede.

¤

I den sammenhæng er det vigtigt at høre andet og mere end et opgør med sabbatsbuddet i Jesu ord i dag.

Jesus gør ikke op den velsignelse, der lyser ud af helligdagen. Han udfolder snarere, at den frihed og pause, som helligdagen giver, er en frihed til at værne og elske om ens næste.

Hold således helligdagen hellig. Værn om den og brug den til at hvile ud, til at sige tak til Gud og til at skærpe din opmærksomhed på din næste.

Det ske i Jesu navn! Amen