Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

11. søndag efter trinitatis

Prædikener

Se først bjælken i dit eget øje, siger Jesus. Vær varsom!

Jesu lignelse i dag retter sig mod ”nogle, som stolede på, at de var retfærdige, og som foragtede andre”.

Sådan rammesætter evangelisten Lukas Jesu lignelse om de to mænd, som går op i templet.

Den ene, en farisæer, stiller sig frem beder til Gud med ordene: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdig”, og han fremhæver derefter sine egne meriter.

Den anden, en tolder, ugleset, står afsides, og beder blot kort med ordene: ”Gud, være mig synder nådig”.

Det er så soleklart, hvem vi skal se til og lade os inspirere af i denne lignelse. Det er tolderen, der ved sig lille og uperfekt, ikke den selvfede, som ikke blot fremhæver egne dyder, men fremhæver sig selv ved at pukke på andre. Tolderen forstår ikke blot bønnens udgangspunkt, som altid er, at vi ved os små i forhold til Gud, men også, at vi ingen ret og intet vinder ved at pukke på andre.

¤

Det med at rakke ned på andre sker så ofte her på Facebook. Der skal ikke meget til, så buldrer det løs. Kommentatorsporene kan pludselig flyde over, ikke kun med en saglig kritik, men med perfid dom over en person eller en stand, politikere eller andre. Én omtales pludselig som dum, en anden som et bløddyr og en tredje som en, man ikke til at regne med.

Jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få sig selv til at skrive det. Jo, jeg gør mig også min domme, hidser mig op over det ene og det andet. Og hvem af os kan sige os fri fra at måtte mærke bjælken i eget øje, når vi ser splinten i andres øjne.

Men hvorfor savnes der så ofte bare en smule digital dannelse her på nettet. Kald det bare et ønske om blot en gran af pli og dannelse, eller den simple selvrefleksion, at det ikke er sikkert, man har hele billedet, derfra man føler sig kaldet til at fælde en dom over menneske.

Vi gør os hele tiden domme, vi har fordomme, og vi gør os hele tiden billeder af andre – sådan er det, og ja vi forholder os til hinanden – og godt for det - men hvad Jesu lignelse minder mig om her i dag, er at jeg, hverken har gavn af eller ret til at dømme andre.

Se først bjælken i dit eget øje, siger Jesus. Vær varsom! Og spild ikke din tid med hånlige kommentarer om andre på Facebook. Gå efter bolden. Dyrk den saglige uenighed, men drop hånen og spotten. Den afslører først og sidst dig selv som en hykler og en fordomsfuld idiot. 

Døm ikke. Spørg i stedet nysgerrigt til den andens ideer og tanker. Mere indlevelse og empati, tak! Og det netop i lyset af tolderens bøn, i vished om at han, som du og os alle, har al god grund til fortsat at bede: ”Gud, vær mig synder nådig!”

Amen